Vinbonde eller jordbundet?2018-09-07T12:47:22+00:00

Vinbonde eller jordbundet?

Du behøver ikke rejse til Sydeuropa for at udleve drømmen om din egen vingård. Hvorfor ikke skabe din egen version i Nordvestsjælland?

Her på websiden kan du møde tre passionerede vinavlere fra området, som er med til at skabe nye standarder for dansk vin. De drømmer om at blive mange flere. Og du kan blive én af dem.

Odsherred og Røsnæs er i forvejen kendt af mange, der værdsætter natur og kyst. Men i landskabet finder du også over 1000 hektar sydvendte skråninger med særligt gode betingelser for vindyrkning.

Det tykke dyndlag på den gamle havbund indeholder næringsstoffer og mineraler, som gør jorden særlig velegnet til at dyrke planter og grøntsager. Og ikke mindst vin.

Området ligger nær havet, har mange solskinstimer og kun lidt nedbør. De kølige temperaturer og lange lyse sommerdage giver vinplanterne en masse sol, kombineret med de milde vintre og kun begrænsede mængder frost. Det er et unikt eksempel på terroir, hvor natur, geologi og klima går op i en højere enhed.

Som geolog og naturvejleder Jakob Walløe Hansen fra UNESCO Global Geopark Odsherred udtrykker det:
“Landskabet er et resultat af, hvad der udspillede sig for cirka 17.000 år siden i området omkring Odsherred, Holbæk og Kalundborg. Dengang lå der et massivt isdække i form af gletsjere. Da isen smelter bort, blotlægges en masse jord, der blandes sammen med grus, ler og sand. Og det genererer udgangspunktet for den jordbund, som er særlig for området – og for områdets vine.”

Hvis du har lyst til at blive en af områdets nye vinavlere, så ligger vinvejen åben. Retningen er sat: Mod de sydvendte skråninger!

Interesseret? Del drømmen med seniorrådgiver Jesper Zeihlund fra Nordisk Center for Lokale Fødevarer (NCLF) på: pioner@nclf.dk