Vejrhøj Vin2018-09-19T19:22:07+00:00

Vejr, vin og vilje

På en idyllisk skråning med morgensol på den ene side og eftermiddagssol på den anden, finder man Vejrhøj Vin. Her har ægteparret Fink udskiftet karrieren i finansbranchen i København med det frie liv som vinavlere i Odsherred. Da parret købte Vejrhøj-gården og den tilhørende jord i
2009, var det slet ikke med vinfremstilling i tankerne. Faktisk flyttede de dertil på grund af den pæne udsigt. “Vi havde begge grønne fingre og lyst til at dyrke noget. Så fandt vi stedet her. Dengang var skråningen ved at springe i skov. I første omgang tænkte vi på at dyrke æbler eller solbær,” fortæller Nina.

Foto: Mikkel Bækgaard

Odsherreds klima gjorde dem til vinavlere

Men det blev vin, der blev deres nye vej. “Vi var almindelige vindrikkere og vidste kun lidt om vinproduktion, så det kunne være blevet alt mulig andet, men det har vist sig at være rigtig sjovt!” lyder det fra Niels Fink.

For det viste sig, at både den lerblandede sandjord og den sydvendte placering var optimal i forhold til at dyrke vin. Nærheden til vandet, der ligger blot en kilometer derfra, og de mange solskinstimer i det bakkede Odsherred er med til at gøre området unikt og væsentlig mere egnet til vinproduktion end inde midt i landet. Her er milde vintre, meget lille risiko for frost i maj, og varme i efteråret. Blæsten er med til at tørre vinstokkenes løv for morgenduggen og efter regn, så der er mindre risiko for angreb af meldug og andre svampe. På kolde nætter er skråningerne også forholdsvis varme, fordi den kolde luft falder ned ad bakkerne og lægger sig i lavningerne. Det er anderledes ved den flade Lammefjord, som er mere udsat for frost i forsommeren, og derfor mindre egnet til vindyrkning.

Et langt eksperiment

Niels fortæller: “Det hele er startede ud fra tilfældigheder og ud fra den viden, vi havde. Det er blevet et langt eksperiment, hvor vi har spurgt os selv: Hvad dur her? Vi startede med et lille eksperiment med få vinstokke. To år senere beplantede vi hele toppen af bakken med vinstokke. Og så var vi i gang som vinbønder!”

Den største udfordring? Nina tager ordet: “Det er det lange tidsperspektiv. Det tager to år, før man kan høste. Man kan ikke gøre det om, hvis man kommer til at knække et skud – så kommer det ikke tilbage. Det er jo ikke ligesom et brød, der kikser, hvor man bare bager et nyt,” smiler hun.
Og en fejltagelse er ærgerlig, for som udgangspunkt er en plante lig med en flaske vin.

Sommelier med eget vineri

Parret har fra begyndelsen haft et samarbejde med den tyske ønolog Jens Heinemeyer. Han var også med som rådgiver, da Vejrhøj byggede deres eget vineri i 2015. Her tapper Fink-parret også for andre lokale vinproducenter som den nærliggende Agerbo Vingård og Ørnberg Vin på Sjællands Odde.

“Det er godt at have Jens Heinemeyers 30 års erfaring med. Fra 2014 tegnede der sig et meget tydeligt billede. Det var året, hvor Jens kom ind over, og hvor vi byggede vores vineri. Derfra tog Vejrhøj sin form,” lyder det fra Niels, der siden har suppleret sin viden med kurser i koldklima-vindyrkning og har uddannet sig til sommelier på Vinakademiet.

Enkeltmarksvine af høj kvalitet

Det var et tilfælde, at Niels og Nina blev vinavlere, men ikke et tilfælde, at de er nået så langt.
Nok er de begunstiget af områdets frugtbare jord og milde klima, men det kræver vilje, hårdt arbejde og tålmodighed at dyrke kvalitetsvin i Danmark. Men det er lykkedes.

I dag består vinene fra Vejrhøj af en lille kvalitetsproduktion af enkeltmarksvine på tre hektar, der giver omkring 10.000 flasker om året. En del flasker sælges direkte fra gården, og derudover kan vinene købes hos den lokale gourmetslagter i Fårevejle og andre specialbutikker i Odsherred. Også københavnske specialbutikker og vinbarer fører Vejrhøjs vine, ligesom en række gode restauranter har dem på kortet, herunder det nærliggende Dragsholm Slot, der kan ses fra vinmarken.

Snart økologisk certificeret

På Vejrhøj koncentrerer de sig primært om de hvide vine, derfor er der 95 % grønne druer på stokkene, primært af sorten Solaris, som er særlig velegnet til at fremstille koldklima-vine. Desuden finder man også Muscaris, Souvignier Gris, Phönix og den blå druesort Cabernet Cantor, der bruges til rosé. Det er alle sorter, der er modstandsdygtige over for svampeangreb og andre plantesygdomme. Det gør det lettere at dyrke vinmarken økologisk. Vejrhøjs produktion er ved at blive økologisk certificeret, og siden 2016 har deres vine været BGB-mærket. Forkortelsen står for Beskyttet Geografisk Betegnelse og er en EU-mærkning, der knytter landbrugsvarer til et afgrænset område. I dette tilfælde hører vinene ind under benævnelsen “Regional vin, Sjælland”.

Naturvin uden sulfitter

“Der er stor variation i vores vine, som er modsat en industriproduktion. Hver årgang er præget af vind og vejr. Siden 2016 har vi kørt et eksperiment med nogle af vores vine, hvor vi ikke tilsætter sulfit (det konserveringsmiddel, der anvendes i den meste vin). De er stabile og holder sig godt. Vores mousserende vine fremstiller vi efter de gamle metoder, hvor vinen fortsætter sin gæring på flaske. Vi er håndværksorienterede og høster i hånden. Alt hvad vi gør, er faktisk meget u-indgribende. Det handler ikke blot om sulfitter. Vi kører i det hele taget en low impact/low interference-stil,” forklarer Niels Fink.

Lokalt samarbejde giver værdi og venskaber

Livet som vinavlere har vist sig at være en god kombination parrets færdigheder. Nina har tidligere gået på Landbohøjskolen, og som vinavlere er både parrets grønne fingre og analytiske tilgang kommet i spil. Desuden har de med Niels’ ord fået “myriader af samarbejdspartnere i lokalområdet, der er good company,” og som både hjælper og inspirerer. For eksempel er der sommelieren, der giver dem et indblik i gastronomiens verden. Der er frugtavleren, der har sat pælene til vinstokkene. Og der er naboen, der kan noget med maskiner.

Det er rigtig sjovt!

Nina afslutter: “Tidligere sad vi altid bag et skrivebord. Nu går vi ude fra februar til oktober. Vi synes, det er rigtig sjovt. Det er derfor, vi gør det!”
Og Niels er tydeligvis enig. Vi kigger ud over Nekselø fra de store vinduer i parrets stue, og han funderer et øjeblik over, hvordan tilværelsen har formet sig.
Så smiler de brune øjne varmt: “Jeg er stadig lidt overrasket og stærkt begejstret!” lyder det.

Klik her for at læse om 2018-høsten hos Vejrhøj Vin

Læs mere om Vejrhøj Vin her