Årets høst på Vejrhøj:
Druerne giver dobbelt udbytte

”Det er tidligt, vi høster i år. I dag starter vi med de Solaris-druer, der står på skråningen. De er modnet tidligt. Planterne er fra 2016 og rødderne er ikke så dybt nede, derfor har de været mere udsat for årets tørke end de ældre planter. Nå de høstes tidligere, får planten mere tid til at restituere. Derfor er det vigtigt at få druerne ned nu, af hensyn til planten,” fortæller vinavler Nina Fink, og tilføjer: ”Det bliver en fin høst i år, med dobbelt så meget udbytte på både nye og gamle planter.  De første druer ser rigtig fine ud. Der er ikke noget at sortere fra, og man kan klippe hele klasen af.”

Spandene med modne Solaris-druer bliver hurtigt fyldt.

Udstyret er klart til dagens høst

Vi er med til årets første høstdag på Vejrhøj Vingård. Det er lørdag morgen den 8. september og vi mødes til en kort briefing kl. 10, hvor et udsnit af Fink-parrets venner og familie er mødt op for at hjælpe til i marken. Hvide plastikspande og grønne sakse ligger klar, de armygrønne Aigle-gummistøvler er på. Bordet er dækket op med små crossainter i kurve og termokander med friskbrygget kaffe. På bordet står et imponerende farveorgie af kaffekopper. De har alle Mummitrolde-motiver, og ikke to kopper er ens. De viser sig, lidt overraskende, at være Niels’ passion: Han elsker Mummi-kopper og har over 30 forskellige i sin samling, og der kommer løbende flere til.


Der var også lige tid til et snapshot i marken – med grønt i grønt.

Pas på fingrene!

”Pas nu på, at I ikke klipper jer selv i fingeren”. Der lyder en spredt latter. ”Ja, ha ha, alle griner nu, og så sker det alligevel hvert år!” lyder det lidt drillende fra Nina, der i dagens anledning derfor har en pakke plaster med i sin lille bæltetaske, udover handsker, en rød saks og klips, elastik og wire til at stabilisere grenene med. Både Niels og Nina har taget selvlysende fleecejakker på, så de er ekstra synlige i marken og hurtigt kan lokaliseres, hvis der er spørgsmål fra hjælperne. Et lamineret kort over vinmarken, inddelt i farver, ligger fremme. Og et excelark giver parret overblik over, hvilke hjælpere, der kommer og hvornår, og om de også skal spise og overnatte. Der er styr på det hele, og dagens mål er, at 1500 planter skal høstes. Det er 1/6 af Vejrhøj Vingårds planter, hovedsagelig Solaris-druer.

Niels’ og Ninas venner hjælper gerne til med høsten, og der bliver gået koncentreret til værks. 

Der plukkes og presses

Vi begiver os med i marken, hvor familie og venner, der også tæller nogle af naboerne, nu er i fuld gang med at klippe klaser og lægge dem i de hvide spande, der efterfølgende tømmes i store grå kasser. Niels kommer i den lille traktor, der kan køre mellem vinrækkerne, og transporterer kasserne ind i vineriet. Her knuses druerne i en valse og skovles derefter i pressen. Fra pressen pumpes mosten ind i tankene og står en dags tid. Det tykke frugtkød – der bundfældes og som udgør omkring ti procent af mosten –  filtreres, så det også kommer med. Og så går gæringen i gang.

Når de grå kasser er fyldt med druer, kører Niels Fink dem ind i vineriet, hvor de knuses.

Varmere klima giver nye muligheder

Hvis 2018’s varme vejrtype fortsætter i fremtiden, kan det give bedre muligheder for vinproduktionen på vores breddegrader. ”Det er ekstremt svært at bedømme ud fra et enkelt år, men rent druemæssigt ville det varmere klima være godt, så vil hvidvinszonen rykke nordpå i Europa,” siger Niels Fink. Og måske er det i Vejrhøjs marker, vi finder næste generation af vinavlere? Malthe er dagens yngste høstmedarbejder, han er Ninas nevø og blot 11 år, men han har allerede god erfaring og har været med i flere år. ”Det er hyggeligt, der er god mad og jeg kan godt li’ min moster!” siger han. Har han selv planer om at gå samme vej? ”Jeg synes, det er sejt og at det er en god historie at fortælle, men jeg vil nok helst være akademiker!” lyder det kækt.

Malthe på 11 år er allerede en erfaren vinhøster. Her ses han med sin søster, der også gerne hjælper til i mosters vinmark. 

Klik her for at læse mere om Vejrhøj Vingård 

Alle fotos er taget af Benita Marcussen.
By |2018-09-21T07:18:27+00:00September 19th, 2018|